HR- og kommunikationskonsulent til Conscia Danmark

Når du køber bolig, er mantraet ofte ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” – i denne stilling er mantraet rettere” ny, ny, ny”. For hos Conscia søger vi en nyuddannet, ny kollega til en nyoprettet stilling. Lyder det som noget for dig? Så læs med her:

Som ny kollega bliver du en del af vores kommunikations-, marketing- og HR-team, hvor vi løser en bred vifte af opgaver på tværs af de tre discipliner. Fællesnævneren er fokus på kvalitet og at budskabet og målgruppen altid er i fokus. Du skal være flydende på både dansk og engelsk, da vi er en del af en international koncern og har flere internationale kunder, og så skal din grammatik sidde lige i skabet.

Vi arbejder, udover Office-pakken, med HR-systemet HiBob, rekrutteringssystemet TeamTailor samt Peakon til interne trivselsmålinger. Du behøver ikke at kende systemerne, men du skal være klar på at blive superbruger på HR-systemerne og hjælpe dine kollegaer i brugen af dem samt støtte op om datahåndtering og gode HR-processer.

Dine kommunikationsopgaver kommer til at være blandede, men kvalitetssikring af dokumenter vil være en stor del af dem, og du bliver ansvarlig for vores interne service: Quality office, der sikrer en høj standard for alle dokumenter, som forlader huset.

Hvilken baggrund har du? 

Det rigtige personlige match er vigtigere for os end dine eksamenspapirer, så vi har ingen faste krav til din akademiske baggrund. Erfaring med kommunikations og HR-opgaver, skal du dog helst have med i rygsækken, et godt koordinationsgen, systematisk tilgang til arbejdsopgaver og lysten til at være en del af et team.

Hvem er Conscia?

Du bliver en del af Conscia Danmark, der leverer it-infrastrukturløsninger og 24/7-services inden for netværk, datacenter, sikkerhed, mobility og cloud. Vi plejer at sige, at vi bygger Danmarks digitale infrastruktur. Men hvad vil det så sige?
Vores samfund er dybt afhængig af digitale løsninger. Flyvemaskiner, lyskryds og produktionsanlæg. Vindmøller, internet og selv din løbe-app fungerer kun, hvis data bliver opbevaret sikkert, kan deles og transporteres rundt efter behov, og hvis it-løsningerne kan skaleres og køre gnidningsfrit. Alt det hjælper vi med.

Vi har store ambitioner og forventninger, og vi giver derfor også meget igen. Vi tilbyder selvfølgelig en attraktiv lønpakke, der matcher dine evner og en masse spændende goder oven i. Vi har også et fantastisk kontormiljø og en lækker kantine, når Corona ikke lige holder os på hjemmearbejdspladsen. Du vil være tilknyttet vores kontor i Brøndby, hvor du vil sidde blandt en masse gode kollegaer, når Corona tillader det.Vi har en uformel omgangstone og laver jævnligt sociale arrangementer. Vi holder stædigt fast i, at det skal være sjovt at gå på arbejde, at vi som kollegaer hjælper hinanden og at videndeling er vejen frem.

Næste skridt

Har du spørgsmål eller vil du vide mere om stillingen eller Conscia, så er du velkommen til at kontakte Kommunikations- og marketingdirektør Janne Rumle Becker, jrb@conscia.com, tlf.  51293220.
Er du klar til at søge stillingen, så send din ansøgning mærket ”HR og kommunikationskonsulent” til job@conscia.com. Vi læser alle ansøgninger; indkalder til samtaler løbende, og ansætter så snart vi har fundet den rette kandidat til jobbet.

Deadline for ansøgningen er 20. april.