Artikel (Berlingske Business, 25/9 2017):
Kommunerne må i stigende grad forholde sig til digitale trusler som hackere og Malware. Der skal sættes ind med tekniske løsninger, som kan begrænse skaden i de tilfælde, hvor en bruger ved en fejl klikker på et skadeligt link.
“Vi oplever i stigende grad, at vi bliver ramt af Malware-angreb. De er ikke målrettet os, men spreder sig ud på nettet, og hvis en medarbejder klikker på et forkert link, kan det få stor indvirkning på organisationen.”
Det fortæller Lars Kim Lund, it-souschef i Kolding Kommune. Når de i kommunen taler it-sikkerhed, handler det om at etablere en sikkerhedsarkitektur, der gør det muligt at standse et angreb, hvis uheldet skulle være ude. Det er vigtigt at have teknologi til rådighed, der kan identificere, begrænse og standse et angreb, når skaden er sket.