Conscia indgår aftale om at købe cybersikkerheds-virksomheden Credocom

Brøndby, 10. september 2020, – Conscia, ekspert i IT-infrastruktur- og sikkerhedsløsninger, indgår aftale om at købe den danske sikkerhedsspecialist Credocom.

IT-sikkerhed står højt på den strategiske dagsorden hos danske virksomheder og offentlige spillere. Conscia har gennem de senere år styrket sikkerhedsområdet på kompetencesiden, med flere løsninger og med et Security Operations Center (SOC). Med et køb af sikkerhedsspecialisten Credocom tages et afgørende skridt mod at blive kundens foretrukne cybersikkerhedspartner på det danske marked. Conscia og Credocom vil sammen stå stærkt og tilbyde dybe kompetencer og brede sikkerhedsløsninger.

Cybersikkerhed – specialister med kompetence og troværdighed
Thomas Grønne, direktør for og hovedaktionær i Credocom, er rigtig glad for, at det er lykkes at blive en del af Conscia: ”Credocom er over de seneste år vokset til at blive en velanset specialist indenfor IT-sikkerhed. Vi kommer med en solid kundeportefølje og et højt kompetenceniveau. Jeg har længe haft ambitioner om at sætte yderligere turbo på leverancerne i markedet, og det kan nu ske sammen med Conscia. Som kommende direktør for sikkerhedsforretningen i Conscia glæder jeg mig meget til vores videre rejse sammen. Jeg er sikker på, at vi med vores samlede viden, troværdighed og erfaring kan hjælpe kunderne endnu bedre, både taktisk og strategisk i forhold til det evigt foranderlige trusselsbillede.”

Et strategisk tilbud til markedet
“IT-sikkerhed er i dag helt afgørende for at drive forretning. Det har vi alle set mange eksempler på gennem det seneste år,” siger Mette Louise Kaagaard, direktør for Conscia, og fortsætter: “Med købet af Credocom vil vi markant øge værdien af vores sikkerhedstilbud til vores fælles kunder. Vi bliver simpelthen stærkere på den helt grundlæggende tilgængelighed og stabilitet i kundernes IT-setup både i datacenteret, i netværket og på kundernes ’endpoints’. De løsninger og kompetencer, Credocom kommer med, passer rigtig fint ind i vores øvrige stærke teknologier og leverancer.”

Et godt match
“Jeg glæder mig til at byde Credocoms medarbejdere velkommen hos Conscia. Der er et åbenlyst værdifællesskab mellem de to virksomheder, der begge har en stærk videnskultur. Både Conscia og Credocom fokuserer skarpt på høj kompetence og kvalitet, og begge har et stærkt kundefokus med langvarige kunderelationer,” fortsætter Mette Louise Kaagaard og forklarer, at der for Credocoms kunder er en yderligere fordel i at få adgang til Conscias unikke serviceydelser, leverancestyring og kundeportal.

Handlen er betinget af Konkurrencemyndighedernes godkendelse.

For yderligere information, fotos, etc. kontakt:
Dorthe Dahlin Irvold,
Kommunikationsdirektør, Conscia
di@conscia.com og tlf. 20 42 96 11

Om Conscia i Danmark
Conscia bygger Danmarks digitale infrastruktur. Med vores højt kvalificerede medarbejdere lever vi af at dele viden og sikre det digitale grundlag for succes hos vores kunder. Conscia leverer it-infrastrukturløsninger og 24/7-services inden for netværk, datacenter, sikkerhed, mobility og cloud. Vi vil være de dygtigste inden for vores områder og kombinerer en dyb faglighed med den rette indstilling til, at skabe værdi hos kunderne, at projekterne lykkes, og at opgaver løses hurtigt og effektivt. Læs mere på www.conscia.dk

Om Credocom
Virksomheden Credocom er specialister i cybersikkerhed og hjælper private og offentlige virksomheder med at designe, etablere og vedligeholde især IT-sikkerhedsløsninger. De 40 medarbejdere, der primært har base i Virum, bliver en integreret del af Conscia og flytter ind på Conscias kontor snarest muligt.