Norskejede Altibox har opbygget netværksinfrastruktur i Danmark, så det danske forretningsben bedre kan konkurrere på lokale markedsvilkår. Conscia har hjulpet Altibox med netværksydelser på flere hylder og har i dag ansvaret for drift, overvågning, sikkerhed og support.
Nordens største fibernetudbyder, norske Altibox, forsøger at komme bredere ud på det danske internet-, tv- og mobilmarked. Hvis man har set reklamen, kan man måske huske en glad nordmand klædt i hjemlandets klassiske uldsweater, mens han på syngende norsk prøver at overbevise danskerne om, at de ”må ha’ Altibox”!
Selvom det først er for nylig, at Altibox har lanceret deres landsdækkende reklamekampagner i Danmark, har selskabet faktisk været lokalt til stede i mere end 15 år. Tilbage i 2009 overtog Altibox resterne af MidtVest Bredbånd og fik dermed også retten til at servicere selskabets kunder med internet og tv. Den forretningsmodel var nærmest en tro kopi af markedspositionen i Norge, hvor Altibox ejer fibernetinfrastrukturen og kan bundle internetadgang med indholdsprodukter til en loyal kundeskare. Forskellen mellem det norske og danske marked er dog, at det danske fibernet er i gang med at blive åbnet for nye tjenesteudbydere. Det betyder på den ene side, at den midt- og vestjyske markedsposition bliver konkurrenceudsat, mens det på den anden side også betyder, at Altibox har større adgang til potentielle kunder i resten af Danmark.
I erkendelse af at markedsdynamikken i Danmark ikke bare forretningsmæssigt, men også systemteknisk kræver et andet setup, besluttede ledelsen i Altibox i 2023, at det danske forretningsben skulle bygge sit eget datacenter i Danmark og dermed sættes fri af den norske infrastruktur. Med sin egen netværksplatform får Altibox Danmark en anden forretningsagilitet og hurtigere time to market, så man eksempelvis kan prissætte produkter mere fleksibelt.
Styr på den samlede drift
Men hvordan går man i gang med at bygge en datacenterkapabilitet fra bunden? Og hvem kan løfte den opgave? Det var nogle af de tanker, der gik igennem hovedet på Jesper Nørgaard, som er CTO i Altibox Danmark, og manden, der blev ansat til at føre den danske netværksstrategi ud i livet.
“Jeg kendte Conscia fra tidligere og vidste også, at de havde erfaring fra lignende Service Provider-projekter. De første snakke, jeg havde med Conscia, bekræftede mig egentlig bare i, at de var det rigtige valg. Det fremgik hurtigt, at de havde styr på hele værdikæden omkring et netværk,” indleder Jesper Nørgaard.
Altibox fik hjælp og sparring til selve opbygningen af infrastrukturen, og Conscia har efterfølgende varetaget driften.
”Jeg har ikke råd til at have 8-12 mand siddende i Danmark i en driftsorganisation, der skal servicere et netværk 24/7. Det er der ikke økonomi i – og mine folk ville også hurtigt komme til at kede sig. De opgaver ligger bedre hos Conscia som til en fornuftig pris kan tage sig af drift, overvågning, sikkerhed og support.”
Kan levere hele vejen rundt
Som udbyder af kritisk infrastruktur er Altibox underlagt krav fra Center for Cybersikkerhed i forhold til blandt andet implementering af NIS2-direktivet. Det vil sige, at der skal afrapporteres på en række områder, hvor balancen er at gøre det, man skal, men heller ikke mere for at undgå at blive lagt ned af unødvendige arbejdsopgaver.
”Jeg kan huske, at Conscia engang havde en løsning, der hed Conscia 360, og det er i hvert fald et navn, de stadig lever op til. Uanset hvilken IT-udfordring, vi står med, og uanset hvilke kompetencer vi har brug for, kan de levere hele vejen rundt – også på de lidt tungere compliance-ting såsom NIS2,” siger Jesper Nørgaard og tilføjer, at han også sætter pris på de hurtige arbejds- og beslutningsgange.
“Der kan hurtigt gå et halvt år med ingenting, hvis beslutninger skal igennem mange forretningsled, før man kan rykke på dem. Den form for bureaukrati har jeg prøvet med andre leverandører, men ikke hos Conscia.”
Ekstra hænder
Siden arbejdet begyndte i slutningen af 2023, har Altibox og Conscia haft travlt med at bygge og sikre den nye infrastruktur i Danmark. Et arbejde, der forventes færdigafsluttet i første halvdel af 2025. Det har dog ikke været uden bump på vejen, afslutter Jesper Nørgaard.
”Jeg har en super dygtig Cisco-certificeret netværksmand, som desværre blev sygemeldt midt i processen. Her stillede Conscia med ekstra hænder og fik løst opgaven for os – og endda kun med en mindre forsinkelse i forhold til den oprindelige projektleverance. Sådan noget betyder meget for vores forretning. At vi har en samarbejdspartner, som kan træde til, når det brænder på,” slutter han.
Om Altibox
Om Altiboxs løsning fra Conscia
Conscia leverer en række ydelser til Altibox. Herunder:
• Datacenterservere og -netværk
• Service Provider-netværk samt konsulenthjælp til konfiguration og opsætning
• Managed Service på datacenter og SP-netværk
• Managed Detection and Response
• CIS18-analyse
• NIS2-rammeværksbeskrivelser og -processer