Hillerød Kommune frygtede det værste, men endte med at blive positivt overrasket, da Conscia præsenterede dem for VMwares nye licenspakkestruktur og ikke mindst prissætningen på produkterne. For samme beløb har kommunen i dag adgang til den samme VMware-teknologi – og derudover en masse ekstra funktionalitet, som de får brug for i fremtiden.
Alle, der benytter VMware-software, har spændt fulgt med, siden Broadcom opkøbte VMware i 2023. For hvad ville det betyde for deres løsninger og ikke mindst prisen på dem? De bekymringer havde man også i Hillerød Kommune. Her har man i en årrække anvendt produkterne vSphere og NSX DFW fra VMware.
“Jeg har været i branchen i mange år og ved godt, at den form for it-løsninger koster noget,” indleder Claus Jensen, Chef for Borgerservice og Digitalisering i Hillerød Kommune. Han fortæller, at der i kølvandet på Broadcoms opkøb af VMware begyndte at florere historier om, at der ville blive lanceret nogle nye pakker, som blev “rasende dyre”. Der var endda kunder, der åbenlyst sagde, at de overvejede at skifte VMware ud, fordi produkterne ville blive så dyre. Derfor var det også en meget spændt Claus Jensen, der tog imod Conscia, da de skulle præsentere ham for fremtidens muligheder med VMware – og ikke mindst hvad prisen på produkterne ville blive.
“Jeg har senere sagt til Conscia, at de skulle være begyndt med prisen, for jeg sad bare og ventede på, hvad de ville sige, og jeg havde forberedt mig på at få et chok. Særligt da de fortalte, at der fremover ville være to VMware-pakker, og at vi havde brug for den dyre. Men de kunne jo så fortælle mig, at prisen på vores pakkesammensætning var den samme, som den pris jeg betalte før. Der røg mine skuldre straks ned. Jeg bad dem endda gå hjem og regne efter én gang til for at være sikker på, at det kunne passe. Det gjorde de så, og den var god nok.”
Flere produkter i pakken
Claus Jensen fortæller videre, at business casen på den nye VMware Cloud Foundation-pakke (VCF), som Hillerød Kommune har købt, viser sig at være rigtig god. Tidligere indeholdt NSX DFW-løsningen en række teknologiske komponenter, hvoraf der var flere, Hillerød Kommune ikke brugte, men stadig betalte for. I den nye licenspakkesammensætning får Hillerød Kommune stadig NSX DFW-funktionalitet, men de betaler kun for de komponenter, de bruger, og det gør den samlede løsning økonomisk attraktiv. Derudover har VCF-pakken også en række komponenter, som er interessante at implementere på sigt.
“Inden længe skal vi udskifte vores storage-system, og der kan vi bruge vSAN Enterprise-løsningen, som er indeholdt i VCF-pakken. Den skal vi ikke betale ekstra for. Så rent løsningsmæssigt har vi det samme, som vi havde før, og så har vi fået en masse derudover, men uden at betale en merpris. Det er jeg godt tilfreds med,” siger Claus Jensen.
Skiftet til VCF er først faldet på plads for nylig, så Hillerød Kommune har, udover storage-løsningen, endnu ikke haft tid til at dykke ordentligt ned i de øvrige komponenter i pakken. Men Claus Jensen ved godt, at eksempelvis Aria Suite Enterprise indeholder forskellige interessante muligheder for effektivisering og optimering. Blandt andet i form af overvågning, performanceoptimering, rightsizing-kapabiliteter, rapportering, automatisering, log-analyse og lifecycle management.
Fastholdelse af ressourcer og viden
For Claus Jensen har det stor værdi, at Hillerød Kommune ikke indirekte bliver tvunget til at udskifte VMware på grund af en aggressiv prissætning.
“Lad os lege med tanken om, at de mange historier om høje priser havde været sande. Så havde vi måske været nødt til at kigge os omkring efter noget andet. Men vi er jo glade for vores VMware-produkter, og mine folk har opbygget en masse viden om teknologierne, som ville gå tabt, hvis vi udskiftede dem. Der er altid en høj omkostning forbundet med at skifte produkt – det skal man ikke glemme,” siger Claus Jensen.
Han forklarer, at Hillerød Kommune og Conscia har en langvarig relation. Noget af det, han sætter mest pris på, er, at han altid bliver mødt af konsulenter og teknikere, der kender Hillerød Kommunes setup, så parterne ikke starter forfra, hver gang der skal arbejdes på en opgave.
“Jeg har kun ros til Conscia. Både på den tekniske del i forhold til kvaliteten af de ydelser, de leverer, og på back office-delen, hvor vi føler, at der bliver lyttet til vores behov. Conscia har en faglighed og en saglighed, jeg sætter stor pris på,” slutter han.
De to nye VMware-pakker
- VMware vSphere Foundation (VVF) indeholder: vSphere Enterprise Plus, vSAN Enterprise, Aria Suite Standard
- VMware Cloud Foundation (VCF) indeholder: vSphere Enterprise Plus, vSAN Enterprise, Aria Suite Enterprise, NSX Networking for VCF, HCX Enterprise, Aria Operations for Networks Enterprise, SDDC Manager, Select Support
Om Hillerød Kommune
Der bor flere end 50.000 mennesker i Hillerød Kommune. Som arbejdsplads beskæftiger Hillerød Kommune omkring 4.900 ansatte, hvoraf cirka 400 arbejder på Hillerød Rådhus, mens resten arbejder i kommunens decentrale institutioner med blandt andet børn, unge og ældre.