Debatindlæg i Jyllands-Posten 05.06.2021.
Danskerne har på rekordtid lært at arbejde virtuelt. Vi kommer næppe tilbage til et arbejdsmarked, som vi kendte det før pandemien. 85 pct. af de it-ansvarlige vurderer i en aktuel analyse, at deres virksomhed vil øge brugen af hjemmearbejde. Der er med andre ord potentiale for at nytænke arbejdslivet og at indrette sig mere fleksibelt til gavn produktiviteten såvel som familielivet.
Men sikkerheden vækker min bekymring. De it-ansvarlige vurderer, at sikkerheden er god. Men tal fra Datatilsynet indikerer det modsatte. Det tyder på, at man giver medarbejderne en falsk tryghedsfornemmelse. Det er ikke rimeligt. De ansatte har krav på sammenhængende og sikre systemer, så de kan arbejde sikkert og føle sig trygge. Uanset om det er fra hjemmekontoret eller på arbejdspladsen.
Ledelserne og HR-afdelingerne engagerer sig desværre heller ikke i løsningerne. Tværtimod står it-afdelingerne alene med ansvaret.
Situationen bør ændres, så hjemmekontorerne bedst muligt understøtter medarbejdernes samarbejde, effektivitet og trivsel.
Det bestyrkes af de unge, som starter i deres første job post Covid-19. De er vant til at arbejde hybridt og forventer optimale platforme. Derfor skal vi have direktørerne og HR-cheferne helt ind i maskinrummet og it-folkene ind på ledelsesgangen. Der skal skabes en bedre it-dialog ude på arbejdspladserne. Det fortjener medarbejderne. Omvendt kan virksomhederne tiltrække dygtigere medarbejdere og dermed øge produktiviteten. Jeg siger ikke, at løsningerne er enkle, eller at problemerne løses natten over. Men lad os starte dialogen ude på arbejdspladserne i dag.