5 skarpe
Med Sanne Christensen

Sanne Christensen

Junior Systems Engineer – Conscia

LinkedIn

Hvad hedder du, og hvad er din rolle ved Conscia?

Jeg hedder Sanne og arbejder som Junior Systems Engineer, hvor jeg følger Conscias Graduate Program.

Vi ved, du lige har bestået din CCNP (Cisco Certified Network Professional) eksamen. Kan du fortælle lidt om, hvad eksamen går ud på?

Eksamen er delt i to, en core eksamen og en specialisering. Core eksamen er meget bred indenfor security og indeholder en masse teori samt kendskab til Ciscos security produkter. Til specialiseringseksamen kan man vælge flere retninger, og jeg har valgt Firepower. Denne eksamen koncentrerer sig udelukket om Ciscos NGFW og går meget dybt i forståelsen både teoretisk og praktisk.

Hvad har det krævet for at bestå eksamen?

Jeg er startet fra scratch i netværksbranchen, så der har været rigtig meget at lære og forstå på meget kort tid. At bestå denne eksamen har krævet ekstremt meget tid. Jeg har siden september brugt alt min fritid på læsning og lab. Det har været mange, mange sene aftener og kedelige weekender. Min sociale kalender har været storset tom, mit fitnesscenter og mine streamingtjenester har tjent nogle nemme penge, der har sat sig et par kilo på mavsen, og mine venner er pænt træt af at høre om alle mulige termer, jeg lige har lært, fordi det nærmest har været det eneste, jeg har oplevet. Når alt det er sagt, så har det også været en fed rejse at komme hertil. Jeg lærer noget nyt hver eneste dag, og min nysgerrighed er svær at styre. En af de største udfordringer har været at holde retningen – der er så meget, jeg gerne vil vide mere om, så det stikker tit af.

Jeg føler mig super privilegeret over at have nogle ekstremt gode venner i branchen, som har taget telefonen døgnet rundt, når jeg ikke har kunnet sove, fordi der var en config i lab, som ikke ville virke.

Conscia har givet mig nogle fantastiske kollegaer, som altid har været klar til at hjælpe, støtte, forklare/undervise – og selvom jeg måske har stillet nogle anderledes og atypiske spørgsmål, så tror jeg, at de synes, det var lidt sjovt.

Hvordan kom du ind i IT-branchen?

Det hele startede egentlig tilfældigt over en burger sammen med en af mine bedste venner, Michael Henriksen. Vi sad og snakkede om hver vores job, og hvad vi ønskede os i fremtiden. Jeg kommer fra en stilling som butikschef i 7-Eleven, hvor jeg har været i 8 år. Og selvom jeg har været ekstremt glad og stolt over mit arbejde i 7-Eleven, så har der de sidste år vokset et ønske frem om at lave et retningsskifte i livet, som også ville kræve en ny karriere.

Tilbage på skolebænken var ikke den rigtige løsning, og jeg havde mange krav til min nye karriere, uden egentlig at vide hvor jeg vil hen. Michael nævnte Conscias Graduate Program som en mulighed, og det matchede alle mine krav, så samtalen blev hurtigt mere seriøs, og den første lektion i netværk fandt sted her.

Michael fodrede mig med links til videoer og materiale, så jeg kunne læse og lære mere om netværk, og efter nogle ugers betænkningstid søgte jeg stillingen.

Jeg kom til jobsamtale med en kæmpe drøm, en villighed til at ofre alt det kræver, ingen erfaring, men klar på en udfordring. At Conscia så potentialet og turde tro på min drøm, er jeg evigt taknemlig for.

Hvad er dine professionelle fremtidsdrømme?

På kort sigt vil jeg gerne teste alt det, jeg har lært i virkeligheden, få en masse erfaring og finde mit eget område/produkt at blive go-to person på.
På den lange bane så er målet helt klart; Jeg vil være Danmarks første kvindelige CCIE (mig bekendt er der ikke nogen endnu, og hvis der er, så vil jeg meget gerne i kontakt). Der går nok lige et par årm før den kan realiseres, men det kommer til at ske!

Bonusspørgsmål:
Hvordan skal du fejre eksamen?

Jeg har fejret eksamen med en lækker middag og champagne med mine bedste venner. De er nogle fantastiske mennesker, som på hver deres måde har støttet mig hele vejen. Jeg havde lovet dem allerede i sommers, at når dagen kom, og jeg blev CCNP så skulle vi i byen (uden at gå tidligt hjem for at læse).
På arbejdet er jeg blevet overvældet med mails, beskeder, skulderklap, high-fives og kram fra hele holdet både i øst og vest. Og så måtte jeg selvfølgelig vælge, hvilken slags kage jeg kunne tænke mig. Hele holdet har vist stor anerkendelse for min præstation, og det er benzin i motoren for endnu mere.
Jeg har fået vanvittigt mange likes på LinkedIn fra hele verden, og det er fantastisk. Endnu et bevis på, at det er stort, det jeg har gjort.