Brøndby, 1. februar 2017, Aarhus/Brøndby – Conscia, Cisco Gold Partner og ekspert i netværk, datacenter-teknologi, sikkerhed og mobility, har købt den danske specialist i sikre IT-netværk Level 8.
Level 8 er Cisco Premier Partner og har fokus på at levere sikre netværksløsninger til en lang række både offentlige og private virksomheder. De 20 medarbejdere, der primært har base i Aarhus, bliver en integreret del af Conscia og flytter ind på Conscias kontorer i Aarhus og Brøndby.
Kompetencer i højsædet
“IT-sikkerhed har aldrig været vigtigere for vores kunder end nu, og vi oplever stor efterspørgsel på IT- sikkerhedseksperter, der kan rådgive på området og samtidig designe og implementere de mange nye innovative sikkerhedsløsninger. Netop disse kompetencer besidder Level 8,” siger Peter Rafn, direktør hos Conscia, og fortsætter: “Med Level 8 får vi nye muligheder på et område, hvor Conscia gerne vil udvide indsatsen, så vi kan tilføre flere kunder samme store værdi inden for sikkerhed, som vi kan inden for netværk, datacenter og mobility.”
“Der er et stærkt værdifællesskab mellem de to virksomheder. Level 8 blev startet op af IT-ildsjæle på samme måde som Conscia, og begge virksomheder har samme fokus på at lave den helt rigtige løsning for kunden,” fortsætter Peter Rafn og forklarer, at Level 8’s eksisterende kunder selvfølgelig fortsat vil kunne glæde sig over samme engagement, som de er vant til, og ovenikøbet vil have mulighed for at få fordelene ved Conscias unikke serviceydelser og kundeportal.
Henrik Skovfoged, direktør hos Level 8, kommenterer købet således: “Vi har styr på kompetencerne inden for sikre netværk, og vi har længe haft ambitioner om at udvikle vores virksomhed yderligere. Det tror vi på, kan ske sammen med Conscia, der har en stærk position inden for hele infrastruktur- området. Jeg er sikker på, at vi nu med samlet viden og erfaring kan hjælpe kunderne endnu bedre.”
Managing Director for Cisco Danmark, Niels Münster-Hansen, kommenterer købet således: “Jeg er meget glad for, at Conscia styrker positionen yderligere inden for sikkerhedsområdet, som er i voldsom vækst. I Cisco har vi altid set Conscia som en værdifuld og stærk partner, som med dette træk styrker Cisco partner-landskabet inden for infrastruktur og IT-sikkerhed.”
Om Conscia:
Conscia leverer it-infrastrukturløsninger og 24/7-services inden for netværk, datacenter, sikkerhed og mobility. Sammen med vores kunder arbejder vi målrettet for at få det størst mulige udbytte af de nyeste teknologier. Vi vil være de dygtigste inden for vores områder og kombinerer en dyb faglighed med den rette indstilling til, at projekterne lykkes, og at opgaver løses hurtigt og effektivt.
Om Level 8:
Alt, hvad vi laver, er gennemsyret af vores filosofi om Faglighed over Forretning. Det betyder, at vi i vores arbejde altid har fokus på at lave den helt rigtige løsning, under hensyntagen til vores kunders behov og aktuelle situation. Integritet, ydmyghed og ansvarlighed er nøgleord for os og danner grundlag for vores tilgang til både vores arbejde og forretning generelt.
For yderligere information, kontakt:
Kommunikationsdirektør Dorthe Dahlin Irvold, telefon 20 42 96 11 eller [email protected]