Mogens Bransholm i spidsen for netværksspecialisten Conscia

08. februar 2008

Conscia A/S, specialist i netværk, sikkerhed og IP-kommunikation, markerer igen sin ekstraordinære position i den danske it-branche: Mogens Bransholm bliver adm. direktør i Conscia.

Den 1. marts tiltræder Mogens Bransholm som adm. direktør og partner i Conscia A/S, en af Danmarks absolut stærkeste netværksvirksomheder, målt på både kompetencer og indtjeningsevne.

”Gennem de sidste fem år har Conscia etableret sig som en væsentlig aktør på markedet for Cisco netværks- og IP-kommunikationsløsninger, og vi er ved at nå en størrelse, hvor det er rigtigt at styrke ledelsen.

Med Mogens Bransholms store ledelseserfaring, bl.a. fra de seneste tre år som adm. direktør for den danske del af Cisco Systems, der er en af verdens mest respekterede virksomheder, får vi det optimale team til at nå de meget ambitiøse mål, vi har sat os,” siger Christian Hjortgaard, partner i Conscia A/S.

Der er tale om en meget markant ledelsesmæssig styrkelse. Mogens Bransholm har således haft ledelsesposter inden for it-branchen i 15 år, heraf de sidste knap 10 i Cisco Systems, hvor han har beklædt både internationale og nationale top-poster. Mogens Bransholm har suppleret sin uddannelse som datamatiker med en HD i afsætningsøkonomi og har i 2007 gennemført Stanford University’s Executive Program.

Ledelsesmæssigt kvantespring

Conscia blev stiftet af Allan Bruhn, Kasper Kruse Petersen, Brian Luplau og Christian Hjortgaard i 2003. Alle fire stiftere fortsætter og ser frem til, at Mogens Bransholm tiltræder.

I unge virksomheder ser man ofte, at ejerne har de rigtige kvaliteter til at etablere virksomheden, men ikke nødvendigvis til at løfte den videre.

”Med Mogens Bransholm på direktørposten tager vi et kvantespring, som giver os forudsætningerne for at fortsætte vores solide vækst og tiltrække endnu flere af de dygtigste medarbejdere, der er basis i vores virksomhed,” siger Christian Hjortgaard.

To-cifrede vækstrater

Conscia voksende sidste år med 67 pct. og forventer, at dette fortsætter. I inde¬værende regnskabsår regner Conscia således med en omsætningsvækst på 40% – fra 45,7 mio. til 63 mio.

Yderlig fart på væksten skal bl.a. sikres gennem en certificering som Cisco Gold Partner indenfor de kommende 9-12 måneder, etablering af en Jyllands-afdeling i løbet af 2008 samt yderligere ansættelser over hele linien.

Conscia A/S – at dele viden
Conscia betyder at dele viden. For det er nøjagtig det, vi gør!

Conscia designer, implementerer og servicerer fremtidens intelligente netværk. Vi er specialister og fokuseret på løsninger og ydelser indenfor områderne netværk, sikkerhed og IP-kommunikation

Conscia vil være det dynamiske alternativ til de store netværksleverandører og har samlet Danmarks stærkeste team af specialister med et imponerede erfaringsgrundlag og de højeste specialiseringer hos Cisco.

Conscia er Cisco Silver Partner samt certificeret Advanced Security og Advanced Wireless partner