Ønskelisten fra en techie

Har du også en rigtig techie i familien, som du altid har svært ved at købe julegave til? Eller er det måske dig selv, der altid har svært ved at finde noget at putte på ønskelisten til julemanden? I denne blog har vi samlet en håndfuld gode ideer til, hvad man kan give en ægte techie i julegave. Systems Support Engineer, Aleksina Nikolova Fløistrup har også delt sin kommenterede ønskeliste til inspiration.

Udstyr til en techie

Skal du give en julegave til en, der elsker spil og consoller, og som også vil sætte pris på et nostalgisk minde? Så kan det måske være denne Retro Nintendo spillekonsol?

Kender du en, der altid har kamerarullen fyldt med smukke billeder? Så kan det være, at vedkommende vil blive ekstra glad for et 37 mm objektiv, som kan sættes på de fleste smartphones, så fotografierne kan blive endnu bedre.

Det kan også være, at denne DJI Osmo Mobile Stabilisator, en opdateret selfiestang med en masse smarte funktioner til videooptagelse på mobiltelefonen vil være et hit?

Kender du en, der har styr på alt fra skridt, kalorieforbrænding, kost, temperatur, søvn og meget mere? Så Oura Ring 4 med garanti en vinder under juletræet. Den lille fingerring er et af de hotteste devices for biohackers og andre sundhedsentusiaster fordi dens mange funktioner og data bidrager til tracking på en helt ny måde.

AI under juletræet

Du kender måske allerede Rasberry Pi, en computer på størrelse med et kreditkort, der kan udvides med alverdens forskellige moduler. En af de seneste tilføjelser er AI-modulet til Rasberry Pi 5, en sikker vinder til den techie, der allerede er opslugt af Rasberry Pi’s mange muligheder.

Alex’ ønskeliste

Aleksina Nikolova Fløistrup, Support Systems Engineer, har delt sin kommenterede ønskeliste over ting, hun håber er at finde under juletræet i år.

“Den er selvfølgelig til mine nevøer… Ej, jeg er et voksent menneske med voksenpenge, og du kan dømme mig, alt det du vil”, den første ting på listen er en retro byg-selv walkie talkie og gaming konsol fra CircuitMess.

Den næste ting på listen beskriver Alex som “det kan godt være, at det er old news, men jeg er stadig ret ny i branchen, så denne her er måske en god mulighed for at dyste med de erfarne kollegaer”. Alex ønsker sig en Flipper Zero, en digital, nysgerrig delfin, pakket ind i hardware, der hjælper dig med at forstå og påvirke den digitale verden omkring dig.

“En ting jeg har lært er vigtigt, er orden i kablerne så derfor er velco strips essentielle på min ønskeliste i år”. Alex har skrevet disse velco strips på listen, fordi hun af bitter erfaring har lært, at det er nemmere at have styr på de mangle kabler fra start. “De er pink, fordi dem, der er glow in the dark, er udsolgt”, fortæller Alex om de patch kabler, hun også har på ønskelisten.

En af de helt store ønsker på listen er denne Bambu Lab P1S Combo, en af de mest avancerede højhastighedsprintere på markedet. “Jeg er ikke sikker på, at Julemanden er helt enig i, hvor artig jeg har været i år, men hey, man må jo altid drømme, ikke?”, fortæller Alex om 3D-printeren, og hun allerede har mange ideer til, hvad hun skal printe hvis den er under juletræet.

Den sidste ting på Alex’ ønskeliste kom som en indskudt bemærkning fra hendes kollega, der sidder ved skrivebordet ved siden af: “Alex ønsker sig også en LAN Netværkstester, så hun ikke længere skal låne min”, det er Alex enig i.

Vi håber, du har fået lidt inspiration til, hvad du kan sætte på ønskelisten, eller hvad du skal købe til techien, der aldrig rigtig har nogle juleønsker.

Conscia ønsker dig en rigtig glædelig jul.